Stevns Fyrcenter
Imponerende udsigt over marker og hav
Det høje fyrtårn knejser fra kanten af klinten, og viser vej for både skibe og fugle. Ved siden af ligger det lille fyr, som er mere end 200 år gammelt. Og stedet byder også på historier fra Den Kolde Krig.
Området ved Stevns Fyr er med sine 41 meter over havet det højeste punkt på Stevns Klint.
Kommer du hertil fra Stevns Klint Trampesti, kan du se, hvordan Den Kolde Krig har sat sine spor på store dele af klinten. Stierne bliver til brede veje, der fører dig rundt om garageanlæg og den gamle kaserne, inden du kommer frem til de to fyr.
Med bil og cykel ankommer du gennem den gamle port, som tidligere lukkede alle uvedkommende forsvarligt ude. Nu er alle velkomne til at nyde en udsigt, der tager pusten fra én, uanset om man står ved kanten, eller oppe i det 27 meter høje fyrtårn.
Tag madpakken med
Den hyggelige stemning og smukke udsigt indbyder til at tage madpakken eller eftermiddagskaffen med og nyde ved et af bordebænke-sættene eller på et tæppe på græsset.
Udstillinger
Der er en permanent og gratis udstilling om verdensarven og om fossiler fundet på Stevns. Ofte er der også udstillinger med kunst.
Adgang og åbningstider
Fyrtårnet og fyrmesterboligen er åbne på udvalgte ugedage. Se de aktuelle tider på stevns.dk
Området er åbent for biler og cykler alle dage fra solopgang til solnedgang.
Gående kan passere via Stevns Klint Trampesti hele døgnet.
Det er ikke tilladt at overnatte på området.
Læs mere om Stevns Fyr
Historien om de to fyr
I forlængelse af fyrmesterboligen er det oprindelige fyr, en runding på bygningen ud mod havet.
Fyret og boligen er fra 1818, og først i 1878 blev det høje fyr opført. Det er bygget af kridtsten, skåret ud af Stevns Klint - dengang man gerne måtte skære og hugge i klinten.
Fyret er stadig i brug og lyser op i mørket.
Det er muligt at komme ind både i fyrmesterboligen og det høje fyr - se åbningstider på Stevns Kommunes hjemmeside.
Den Kolde Krig
Ud over at være en perfekt placering for et fyrtårn, som kan ses fra Øresund, er stedet også ideelt at overvåge samme farvand fra.
Derfor står Udkiggen næsten helt ude på kanten, så man kunne holde øje med, og notere, hvilke skibe, der passerede gennem dansk farvand - der blev holdt særligt øje med skibe fra Sovjetunionen.
Området var også en del af Københavns luftforsvar og bærer tydeligt præg efter placeringen af HAWK-batterierne.
Vil du opleve, hvordan Stevns og Den Kolde Krig hænger sammen, så besøg Koldkrigsmuseum Stevnsfort.
Særligt sted for fuglekiggere
Stevns Klint fungerer ikke blot som maritimt pejlemærke, men også som navigation for et stort antal trækfugle. Det giver nogle helt særlige oplevelser forår og efterår, men der er gode muligheder for at se på fugle hele året, især ved Stevns Fyrcenter og Mandehoved.
Siden 2007 har et vandrefalkepar ynglet ved Mandehoved, og flere vandrefalke er kommet til langs klinten i årenes løb.
Du kan læse mere om, hvilke arter, der er observeret ved Stevns Klint på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside.
Find vej
Fyrvej 2, Tommestrup, 4660 Store Heddinge
Parkering
Der er parkering for biler og cykler alle dage fra solopgang til solnedgang.