Heldige overlevere stod på spring til at indtage scenen

Død og ødelæggelse

For 66 millioner år siden styrtede verden i grus, da en asteroide på 17 kilometer i diameter slog ned på Jorden og gjorde en ende på Kridttiden. Nedslaget forårsagede den voldsomste eksplosion, der nogensinde har fundet sted på vores planet, og de efterfølgende rædsler – ildstorme, jordskælv, tsunamier, giftige gasser, mørke og kulde – medførte så megen død og ødelæggelse, at fødekæder brød sammen, økosystemer kollapsede, og mere end halvdelen af alle arter på Jorden uddøde. Den femte masseuddøen i Jordens historie var en realitet.

Den forfærdeligste dag i Jordens historie

Den amerikanske geolog Walter Alvarez har kaldt dagen, hvor asteroiden slog ned, for ”the most terrible day in the history of the Earth” – den forfærdeligste dag i Jordens historie. Men selv en naturkatastrofe af denne størrelse formåede ikke at bringe livet på Jorden fuldstændigt ned med nakken. I katastrofens mørke var det ikke alle individer, der bukkede under, og ikke alle arter, der uddøde. Og de der med nød og næppe klarede sig igennem de første dage, uger, måneder og års postapokalyptiske helvede gav siden hen ophav til det mylder af livsformer, vi finder på Jorden i dag. Vi er således alle sammen efterkommere af katastrofens overlevere.

En evolutionær kortslutning?

Igennem årtusinder og årmillioner tilpasser, justerer og omformer evolutionen arterne på Jorden til de strabadser og udfordringer, de bestandigt må se sig hensat til. Darwin kaldte det ”survival of the fittest” – de bedst egnedes overlevelse. Men hvad hverken evolutionen eller Darwin kan forberede livet på, er uforudsigelige katastrofer, der pludselig ændrer hele den verden og den virkelighed, organismerne er rustet til. Ingen livsformer, ingen arter og ingen økosystemer er således evolutionært ”forberedt” på et asteroidenedslag, der gør dag til nat, og som kortslutter klima, fødekæder og livsgrundlag.

At overleve en katastrofe

Hvorfor overlevede nogle arter katastrofen for 66 millioner år siden, mens andre arter bukkede under? Hvorfor forsvandt alle dinosaurer på nær fuglene? Hvorfor uddøde store dyr som mosasaurer, flyveøgler og alle større pattedyr? Forskerne har i dag nogle ret gode bud på, hvilke egenskaber, ”tricks” og strategier, der er gode at ligge inde med, hvis en katastrofe som den, der brat afsluttede Kridttiden, indfinder sig. Der er ikke tale om egenskaber, tricks og strategier, som evolutionen har begavet organismerne med for at kunne klare et asteroidenedslag. Derimod er der tale om adfærd, fysiologi og anatomi, som ”tilfældigvis” er fordelagtig at være i besiddelse af, når mørke, kulde og sult pludselig er en realitet. Nogle arter har simpelthen været (overordentligt) heldige at være af den rette støbning, da katastrofen pludselig indtraf.

Overlevelsestricks

Forskerne har udpeget en række generelle ”overlevelsestricks”, som katastrofens overlevere i udpræget grad syntes at have været i besiddelse af: små arter overlevede frem for store, generalister klarede sig bedre end specialister, dyr med evnen til at sulte og/eller skrue ned for blusset syntes at have haft en klar fordel, og korte generationstider og stort antal afkom har øget sandsynligheden for artens overlevelse i den første hårde tid. Det handler således om at være lille, hårdfør, nøjsom, fleksibel og alt andet endkræsen!

Og derfor klarede små (men ikke store!) pattedyr sig igennem katastrofen, mens dinosaurerne – store dagaktive, forslugne specialister – syntes at være bukket under for de fantastiske egenskaber og tilpasninger, som havde sikret dem succes i 180 millioner år, men som nu med ét forvandlede sig til en decideret dødsdom.

Den enes død ...

Alle økosystemer på Jorden er opbygget af et komplekst netværk af organismer, som på godt og ondt er henvist til at leve sammen. Alle som én udfylder arterne bestemte ”roller” i naturen – som byttedyr, rovdyr, planteædere, kødædere, nedbrydere, konkurrenter, parasitter og symbionter. I det øjeblik en art reduceres eller helt forsvinder fra et økosystem, åbner der sig nye muligheder for andre arter. Tomrum udfyldes, pladser overtages, fødekæder justeres, og nye evolutionære dynamikker indfinder sig.

Da katastrofen indtraf for 66 millioner år siden, medførte det udryddelsen af millioner af arter. Men overleverne – de heldige overlevere – stod på spring til at indtage scenen og til at udfylde pludseligt opståede ledige pladser. I naturen er den enes død i sandhed den andens brød. Og som årene gik, og evolutionen generation efter generation justerede organismer og arter til en ny verdens vilkår, blev Jorden beriget med millioner og atter millioner af nye arter.

Pattedyrenes tid

Stort set alle nulevende mere end 6.000 arter af pattedyr kan føre deres stamtræ tilbage til et lille pattedyr, som overlevede katastrofen for 66 millioner år siden. Havde denne lille hårdføre (og heldige) skabning ikke klaret sig igennem katastrofen, ville der i dag, hverken være noget der hed løver, elefanter, flagermus, hvaler, egern, hunde – eller mennesker.

Den amerikanske evolutionsbiolog Stephen Jay Gould er berømt for ordene ”We are lucky to be here!”. Goulds ord understreger, hvor utroligt heldige vi er, at vores fjerne, fjerne forfædre klarede skærene, da helvede brød løs på Jorden.

Og dobbeltheldige er vi, at dinosaurerne ikke overlevede katastrofen. For dinosaurernes uddøen gjorde det muligt for de overlevende pattedyr at udvikle sig til den fantastiske mangfoldighed af pattedyr, som siden fulgte. En mangfoldighed som blandt andet har ført til et opretgående, nøgent pattedyr ved navn Homo sapiens.