Boesdal Kalkbrud
Boesdal er storslået natur, industrihistorie og kulturelle oplevelser

Inden du kommer helt ud til kanten fra det flade landskab på Stevns, dukker et månelandskab, der skærer sig ned i klinten, pludselig op. Velkommen til Boesdal Kalkbrud.
Kalkbruddet
En tur i Boesdal Kalkbrud er en særlig oplevelse, hvor man står midt i en blanding af industrihistorie, kultur og natur. Boesdal er et af de få steder, hvor du kan gå 'gennem' klinten og ud til havet, i den åbning, hvor der tidligere blev tippet flint ud på stranden.
Det berømte lag af Fiskeleret går op og ned i bølgedale langs hele Stevns Klint. I Boesdal ligger det cirka 4½ meter under bunden på kalkbruddet, og er derfor usynligt. Men man kan tydeligt se de smukke flintebånd, der bugter sig gennem kalklaget, særligt ved den græsbelagte amfiscene.
Den spektakulære pyramide i bunden af bruddet var oprindelig et kalklager. Selvom pyramiden syner lille i det store landskab, måler den 20 meter fra top til bund. I de kommende år investeres der 50 millioner kroner i at udvikle pyramiden og stål-laden – og bygningerne forventes at stå færdige i 2024.
I 1978 blev der brudt kalk i Boesdal for sidste gang. Skorstenene fra ovnene, den store pyramide i bruddet, og andre mindre bygninger, vidner dog stadig om områdets historie.

Stevns Klint Experience
I oktober 2022 indviedes det nye smukke Stevns Klint Experience. Byggeriet er finansieret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt Augustinus Fonden. Byggeriet og udstillingen stod i 80 millioner kroner. Stevns Kommune har desuden investeret 10 millioner kroner i udviklingen af området.
Oplevelsescentret fungerer som en portal for hele Stevns Klint og oplevelserne med Verdensarven. Som UNESCO verdensarv, er vi opfyldt af visionen om, at den fælles kultur og naturarv er og skal være tilgængelig for alle.
Udstilling i lyd og lys
Den samlede udstilling fortæller historien om den store masseuddøen for 66 millioner år siden. Et show med masser af lyd og visuelle effekter, gør dig klogere på, hvordan livet så ud før en asteroide med kolossal kraft ramte Jorden.
Kulturoplevelser i verdensklasse
Stevns Klint Experience er også kultur og oplevelser i unikke rammer med særlig fokus på fællesskab og diversitet. Vi udvikler events og arrangementer i spændende fællesskaber og vi udvikler også egne events og arrangementer.



Find vej
Boesdalvej 14, 4673 Rødvig Stevns
Parkering
Gratis parkering ved Stevns Klint Experience
Vil du vide mere?
Mere om Stevns Klint Experience, som ligger i Boesdal Kalkbrud
Overnatning - Tjek Friluftsguiden
Her finder du nyt om arrangementer ved Boesdal Kalkbrud