Boesdal Kalkbrud
Stevns Kommune restaurerer Pyramiden i Boesdal Kalkbrud
I 2021 og 2022 fik Stevns Kommune tilsagn om støtte fra den filantropiske forening Realdania og fra Nordea-fonden på samlet set 41 mio. kr. Støtten skal gå til udvikling i verdensarvsdestinationen Stevns Klint. I et af de mange delprojekter skal Stevns Kommune restaurere Pyramiden i Boesdal Kalkbrud og omdanne den bevaringsværdige bygning til et moderne kulturhus. Nu går arbejdet i gang.
Den fornemme støtte fra Realdania og Nordea-fonden giver os mulighed for at gøre det, vi gerne vil med Pyramiden. Nemlig at omdanne den til et moderne kulturhus. De seneste år har vi ikke kunnet bruge bygningen, og det er ærgerligt, for den rummer mange muligheder. Derfor glæder det mig også, at vi kan komme i gang med restaureringen nu.
Henning Urban Dam Nielsen, borgmester
Anette Mortensen, formand for Udvalget for Job, Social og Fritid er enig:
‘De nuværende tagplader indeholder asbest, og derfor har det taget lidt tid at forberede restaureringen, men nu er vi klar, og jeg glæder mig til at tage hul på den næste fase af vores arbejde med at udvikle Stevns Klint som turist- og kulturdestination. Pyramiden er en ikonisk bygning, og kommer til at spille en aktiv rolle i Stevns’ kulturliv som et moderne hus, der kan rumme mange forskellige aktiviteter. Det får både lokale og gæster udefra stor glæde af’.
Restaureringen går i gang i uge 28 og løber frem til uge 38, hvis alt forløber som det skal. Det samlede projekt, som restaureringen af Pyramiden er en del af, består af flere delprojekter, med fælles fokus på:
- Bedre besøgsoplevelser – udvikling af fælles identitet, formidling og wayfinding (finde vej ved hjælp af skilte, henvisninger mv.)
- Større tilgængelighed – bedre forbindelser mellem land og vand
- Rammer for fællesskab – renovering af pyramiden og den lille lade i Boesdal
- Lokal udvikling – fællesskaber omkring kunst, sport og formidling
Fakta omkring restaureringen
De asbestholdige tagplader tages ned og bortskaffes til deponi efter gældende regler i uge 28-38. Blandt andet vandes pladerne for at undgå spredning af asbestfibre.
Herefter rengøres alt træværk og overfladejord i og omkring bygningen fjernes – i alt ca. 250 m3 jord.
Når tagpladerne er taget ned, vil bygningen stå uden tag frem til foråret 2025. Det skyldes bl.a., at vi kun kan køre med tungt maskineri i bruddet i en begrænset periode. Den resterende del af restaureringen udføres fra foråret/forsommeren 2025.
Stevns Klint Trampesti og Boesdal Kalkbrud uden for byggefeltet er ikke påvirket af arbejdet, og kan passeres som normalt.
Stevns Klint Experience holder åbent som normalt.