Mandehoved
Et af de højeste punkter på Stevns Klint
Mandehoved er en blanding af historiske anlæg fra Den Kolde Krig, rekreativt område og et helt særligt sted for fuglekiggere.
Området Mandehoved og det tilknyttede Flagbanken, byder både på overdrev, et særligt biologisk område, og på rester fra Den Kolde Krig. Det store radartårn står stadig på Flagbanken. Man må gerne gå op i tårnet og nyde den fantastiske udsigt over Øresund og store dele af Stevns. Kasernen er i dag midlertidige boliger for flygtninge, mens soldaterhjemmet er bygget om til Stevns Naturcenter. Naturcentret er til undervisning, lejrskoler og koloniophold for blandt andet skoler. Her kan du læse mere om Stevns Klint for skoler.
Særligt for fuglekiggere
Stevns Klint fungerer ikke blot som maritimt pejlemærke, men også som navigation for et stort antal trækfugle. Det giver noglegode muligheder for at se på fugle hele året og nogle helt særlige oplevelser i foråret og efteråret, især ved Mandehoved og Stevns Fyrcenter.
Siden 2007 har et vandrefalkepar ynglet ved Mandehoved, og flere vandrefalke er kommet til langs klinten i årenes løb. Du kan læse mere om, hvilke arter, der er observeret ved Stevns Klint på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside.
Shelter og lejrplads
På Flagbanken er en primitiv lejrplads med to bålpladser, bordebænke-sæt og et shelter med plads til 6-8 personer. Man må gerne slå mindre telte op ved lejrpladsen, og der er adgang til toilet og vand.
Shelteret kan bookes på Friluftsguiden.dk.
Find vej
Mandehoved 10, 4660 Store Heddinge.
Parkering
Der er en offentlig parkeringsplads ved Mandehoved