Det endte med et ordentlig brag. Bum! Slut!

Bum! Slut!

For 66 millioner år siden blev den geologiske tidsalder, vi kender som Kridt eller Kridttiden, bragt til ende med et ordentlig brag. Bum! Slut! En gigantisk asteroide, som i millioner af år havde befundet sig på tryg afstand af vores blå, livfulde planet, kom susende og slog med stor kraft ned på Jorden. Asteroiden bragte død og ødelæggelse med sig. Alt var med ét forandret, og intet skulle nogensinde blive som før.

Kridttiden

Men spoler vi tiden blot et splitsekund længere tilbage – til tiden før nedslaget for 66 millioner år siden – så kommer vi til en verden ganske ulig den, vi kender i dag. I Kridttiden regerede dinosaurerne på landjorden, i havene svømmede mystiske væsner rundt, og i luften svævede flyveøgler på størrelse med mindre fly rundt og plukkede lækkerier fra havets og landjordens store tagselvbord af sagesløse dyr.

Kridthavet

Store dele af det, vi i dag kender som det europæiske kontinent, var i Kridttiden dækket af et stort, dybt og varmt hav: Kridthavet. Kigger man på et kort over ”Europa” fra slutningen af Kridttiden, så vil man se et stort ørige med en masse små og store øer. En del af vore dages europæiske landområder – eksempelvis størstedelen af Danmark – eksisterede således endnu ikke i Kridttiden. 

Kokkolitter og kridt

Stevns Klint rummer et fantastisk vidnesbyrd om livet i Kridthavet. Stevns og resten af Danmark var endnu ikke dukket op fra havet, men kridtet i Stevns Klint er dannet af resterne af det liv, der levede i Kridthavet. Når vi kigger på Stevns Klint, så kigger på vi millioner af år gammel havbund. Ved Stevns Klint strækker kridtet sig 900 meter ned i undergrunden, og oven vande udgøres de nederste mange meter af klinten af det pureste kridt.

Kridt består af de fossile rester af encellede alger –kokkolitalger – som udgjorde det første led i fødekæderne i Kridthavet. Når kokkolitalgerne døde, så dryssede deres mikroskopiske kalkplader – kokkolitter – ned og lagde sig til hvile på havbunden. År efter år dryssede ufattelige mængder af kokkolitter ned på bunden af Kridthavet. Tykkere og tykkere lag af pudret kridtslam ophobede sig på havbunden og blev med tiden omdannet til det kompakte geologiske materiale, vi i dag kender som kridt.

Et mylder af liv

Livet i Kridthavet var rigt og varieret. I dag finder vi sporene og resterne efter dette mylder af liv i form af fossiler i kridtet i Stevns Klint. Fossilerne tilbyder os så at sige forstenede øjebliksbilleder af livet i Kridthavet for mere end 66 millioner år siden.

På bunden af Kridthavet – hundredvis af meter under havets overflade – krøb, kravlede og gravede en mangfoldighed af søpindsvin, søstjerner, muslinger, snegle og krebsdyr rundt på eller i den bløde kridtbund. Andre bundlevende dyr rykkede sig ikke ud af stedet, men blev hvor de nu engang var blevet placeret af skæbne og tilfældigheder. Det gjaldt dyr som fx søliljer, mosdyr og havsvampe. I vandsøjlen svømmede fisk og en stor variation af blæksprutter – blandt andet de nu uddøde belemnitter og ammonitter – rundt, og alle som én forsøgte de at undgå at blive ædt af Kridthavets absolutte toprovdyr: hajer, havkrokodiller og mosasaurer.

Mosasaurer er en nu uddød gruppe af store havlevende krybdyr, der i Kridthavet gjorde en dyd ud af at optræde som ganske glubske rovdyr. I kridtet i Stevns Klint er fundet tænder og enkelte knogler efter fire arter af mosasaurer – blandt andet af den op til 15 meter lange konge af Kridthavet: Mosasaurus hoffmannii. Ve den, der forvildede sig ind i kæften på dette enorme havuhyre. Smask!

Lilleputternes rige

De europæiske dinosaurer var små sammenlignet med de berømte og berygtede kæmpedinoer, vi kender fra bøger og film (og vores værste mareridt). Her var ingen T. rex – og ingen langhalsede sauropoder på størrelse med en mindre sportshal. På øer udvikler dyr ofte dværgformer – eller store varianter bukker simpelthen under – fordi både plads og fødemængde er begrænset. Og Europa var i sandhed lilleputternes rige. Eksempelvis levede i Europa en seks meter lang titanosaur – mens ikke-europæiske former kunne prale af mere end 30 meter.

Man har stort set kun fundet fossiler efter planteædende dinosaurer fra Kridttidens Europa. Det er der i og for sig ikke noget underligt i, for alle økosystemer rummer langt flere planteædere end kødædere. Men hvor der er byttedyr, er der rovdyr, så i fremtiden vil der givetvis dukke både tænder og knogler fra glubske Kridttids-dinoer op af mulden rundt omkring i Europa.

Flyvende kæmper

På himlen er der derimod plads til begejstring, og hvis landjorden var dinosaurernes rige, og havet mosasaurernes, ja, så var der i Kridttidens luftrum ingen over og ingen ved siden af de enorme flyveøgler, pterosaurerne. Med et vingespand på op til 12 meter og et flere meter langt næb kunne den største af dem alle, Hatzegopteryxthambena, ”plukke” små dinosaurer med sit enorme næb – både fra luften og når den i ny og næ stavrede omkring på landjorden.

I nattens mulm og mørke

Kridttiden var ubetinget dinosaurernes tid, men mellem, under og i skjul for dinosaurerne pilede også nogle små, pelsede skabninger rundt: pattedyrene. I Kridttiden var de fleste pattedyr små, og mange af dem har formentlig været nataktive. Hjulpet på vej af deres gode isolering, høje stofskifte og veludviklede sanser har pattedyrene i nattens mulm og mørke kunnet søge føde i nogenlunde fred og ro for dinosaurerne. Og med en varieret kost bestående af bær, nødder, rødder, insekter og andet kryb og kravl har de små altædende pattedyr sjældent manglet mad. Om dagen har de kunnet gemme sig i deres underjordiske huler og gange, og her har de tillige kunne gå i hi, når verden har syntes dem imod.

Alle disse egenskaber og tilpasninger skulle meget snart vise sig at komme pattedyrene endnu mere til gode. For noget stort og truende var på vej ude fra rummet. Noget stort og truende som snart skulle forvandle dinosaurernes tid til pattedyrenes tid.

Læs mere om hvad der skete under katastrofen