Forude venter Helvede. Slemt skal snart blive værre.

Fra slemt til værre

Vi er i slutningen af Kridttiden – for 66 millioner år siden. Igennem tusindvis af år har voldsomme vulkanudbrud i det område, vi i dag kender som Indien, spyet enorme mængder giftige gasser ud. De vulkanske gasser har medført klimaforandringer og destabilisering af økosystemer overalt på kloden. Livet på Jorden er under et massivt pres, og arter begynder at uddø i et foruroligende højt tempo.

Men det skal snart vise sig, at livet endnu kun har fået en forsmag på det helvede, der venter forude. Slemt skal snart blive værre. Meget værre.

En forårsdag i helvede

En forårsdag for længe, længe siden viser der sig et mystisk himmellegeme på himlen. Det er en asteroide på vej mod Jorden. Hastigheden, hvormed den uventede gæst nærmer sig, er kolossal: 12 km/s – 43.000 kilometer i timen. Med en størrelse på op mod 17 kilometer i diameter er der tale om en kosmisk klippe dobbelt så stor som København, og en katastrofe hinsides vores værste mareridt synes uundgåelig.

Nedslaget

Ved det pludselige møde med Jordens atmosfære opvarmes den enorme asteroide voldsomt og forvandles til en gigantisk ildkugle. Ved ildkuglens nedslag frigives på et splitsekund energi svarende til 100 milliarder atombomber – eller til menneskehedens samlede energiforbrug i mere end 1000 år.

Asteroiden slår ned i den Mexicanske Havbugt. Ved nedslaget smelter de øverste 30 kilometer af Jordens skorpe øjeblikkeligt – det er tre gange dybden af de dybeste oceaner eller fire gange højden af Mount Everest. Og som en sten, der ploppes i en spand vand, rejser den nu smeltede jordskorpe sig op i en 15 km høj søjle af gloende, flydende klippe. Søjlen kollapser straks.

Der dannes et krater 200 km i diameter. Kolossale mængder havvand strømmer ind og ned i krateret.

Udslyngning af materiale

Den voldsomme energiudladning ved nedslaget bevirker, at enorme mængder af knust, smeltet og fordampet materiale fra såvel nedslagsstedet som fra asteroiden slynges ud af krateret. Dette materiale vil som dage, uger og måneder går fordele sig i atmosfæren over hele kloden.

Chok, ild, skælv og skyl

Nedslaget fører til en række mareridtsagtige begivenheder, som hver især og tilsammen resulterer i død og ødelæggelser overalt på planeten. Chokbølger med en hastighed på mere end 1000 km/s – fire gange voldsommere end nogen orkan, menneskeheden endnu har oplevet – resulterer i udslettelsen af alt liv tusinder af kilometer fra nedslagsstedet. Og med temperaturer på over 10.000 oC fører chokbølgerne til, at alt bryder i brand op mod 4000 kilometer fra nedslagsstedet.

Og selve Jorden skælver: Jordskælv en million gange kraftigere, end alt hvad vi ellers kender til, breder sig med lynets hast ud over planeten – og efterlader sig varige ar i jordskorpen overalt på Jorden. Som følge af de voldsomme jordskælv opstår tsunamier, som sender bølger højere end Eiffeltårnet hundredvis af kilometer ind over land i Nord- og Sydamerika.

Nedfald

Minutter og timer efter nedslaget vender det første udslyngede materiale tilbage som nedfald. Milliarder og atter milliarder af mikrotektitter – bittesmå glødende partikler af smeltet materiale fra nedslagsstedet – regner som smukke, men dødbringende stjerneskud ned over planeten. De glohede partikler opvarmer atmosfæren, og overalt på kloden bryder vegetationen i brand. Verden står i flammer, mens de nu nedkølede partikler lægger sig til hvile på planeten. Også mikroskopiske partikler indeholdende materiale fra selve asteroiden falder til Jorden – og disse mikrokrystitter indeholdende det sjældne grundstof iridium finder vi i dag i 66 millioner år gamle grænselag overalt på Jorden. Ikke mindst i Fiskeleret i Stevns Klint.

Mørke og kulde

De organismer, som klarer sig igennem de første forfærdelige sekunder, minutter, timer og dage, har endnu det værste til gode. Enorme mængder af mikroskopiske partikler og støvkorn fra nedslaget er blevet hængende i atmosfæren og formørker snart himlen overalt på kloden. Mørket forstærkes af støv og røg fra de globale skovbrande antændt af det glødende nedfald. I de første måneder efter nedslaget henligger Jorden i totalt mørke. Intet lys. Bælgravende mørke. Fraværet af lys bevirker, at temperaturen falder drastisk, og en verdensomspændende istidslignende tilstand sætter ind.

Uden lys, intet liv

Solen spiller en altafgørende rolle for livet på Jorden. Planter og alger er afhængige af energien i solens stråler til deres fotosyntese, og disse grønne fotoautotrofe organismer udgør de første vitale led i alle fødekæder – til vands og til lands – og er dermed forudsætningen for alle økosystemer på Jorden. En dramatisk (og uundgåelig) dominoeffekt sætter ind: Planter dør, planteædere dør, rovdyr dør. Fødekæder og fødenet bryder sammen. Økosystemer kollapser.

Og for at gøre ondt værre: Ved nedslaget frigives enorme mængder svovldioxid fra undergrunden. Den stærkt forøgede mængde svovldioxid i atmosfæren medfører en yderligere nedkøling af planeten – og resulterer samtidig i dannelsen af giftig syreregn.

Mere end halvdelen af alle arter på Jorden uddør som direkte eller indirekte følge af asteroidenedslaget. Den femte masseuddøen i livets historie er en realitet.

En ny, varm verden

Da atmosfæren omsider begynder at klare op, og lyset vender tilbage, smider katastrofen en sidste djævelsk trumf på bordet: Ved nedslaget blev – foruden den giftige svovldioxid – store mængder kuldioxid og metan frigivet til atmosfæren. Disse drivhusgasser har i millioner af år været forsvarligt bundet i den kalkholdige undergrund, men ved nedslaget slippes gasserne med ét løs fra geologien. Konsekvensen af den pludseligt stærkt forhøjede koncentration af drivhusgasser bliver en global opvarmning, og i de kommende hundreder til tusinder af år må livet efter bedste beskub forsøge at tilpasse sig denne nye, varme verden.

Læs mere om hvad der skete efter katastrofen